Guide: Oplevelser i Toscana

Rate this post

Italien er en kulturel skattekiste, og hvis du og familien har besluttet jer for at tage på en kør-selv-ferie til støvlelandet, bør I tage en tur forbi magiske Toscana. Her er noget for hele familien, både store, små og sågar de firbenede. Men hvis du ønsker at tage hunden med på ferie, skal du naturligvis huske hundetransporten, så alle når sikkert frem til ’la dolce vita’ i Toscana.

Du får her inspiration til, hvad du skal opleve. Og når først du har fået smag for Toscana, vil appetitten bare vokse.

Følg de historiske spor

Italien er ét af de få steder i verden, hvor flere tusinde års historie ligger fredfyldt over landet. Toscana byder på masser af kultur og historie, som vil fange dig, selv hvis du ikke er spor historieinteresseret.

I byen Lucca finder du en bymur, der strækker sig som en slange rundt om hele den gamle bydel. Muren er på forunderlig vis stadig intakt, selvom den stammer tilbage fra renæssancen. På muren kan du følge det historiske spor gennem byen, samtidig med at du på turen får indblik i det moderne liv i Lucca. Her kan du nemlig se byen lidt fra oven, hvor livet i de italienske haver og terrasser vidner om et familieliv, der passes og plejes.

Tag også gerne til Middelalderens knudepunkt, San Gimignano. Her får du følelsen af at træde ind i en historisk lomme midt i middelalderen – og de 14 tårne, som har overlevet flere krige, vidner herom.

Gå ikke skæv af Pisa

Selvom der er mange turister i Pisa takket være byens verdensberømte tårn, må du ikke gå skæv af byen. Det Skæve Tårn i Pisa er en attraktion, som du ikke må snyde dig selv for at opleve. Det fritstående klokketårn er opført mellem 1173-1350. Og allerede fra start var det runde 55 m høje tårn skævt. Marmortårnet blev angiveligt skævt på grund af en konstruktionsfejl i fundamentet. På Piaza dei Miracoli, hvor tårnet står, kan du også stille den værste shoppetrang med gode lædervarer og finurlige souvenirs.

Gå på opdagelse i Pisas små, autentiske gader, hvor du finder hyggelige restauranter, lækre isforretninger og overraskende nichebutikker.

Toscanas kulinariske oplevelser

Køkkenet i Toscana er i sig selv grund nok til at besøge det centrale italienske område. De lokale laver mange kødretter af bøffer, fisk, skinke og vildt, der smages til med smagfulde og intense krydderier og grøntsager. Området er kendt for sit karakteristiske brød uden salt. Brødet behøver ikke salt, fordi det er lavet af lokale råvarer fyldt med naturlige smage.

Efter et hovedmåltid på en af Toscanas mange autentiske restauranter bør du slutte af med lidt sødt til ganen. Ricciarelli-kager med en sød smag af mandel er en klassiker, men det samme er cantucci. Den sprøde mandelkage dypper de lokale gerne i en dessertvin.

Er du mere til oste, er Toscana-oste både cremede og kraftige i smagen. Prøv Casciotta, der er lavet af en blanding af fåremælk og komælk.

Kunst og afslapning

Leonardo da Vinci er navnet på den verdenskendte maler, der måske er bedst kendt for sit maleri af ”Mona Lisa”. I 1452 blev han født i Toscana, og derfor har området naturligvis meget at byde på for de kunstinteresserede. Besøg museet i Vinci, hvis du ønsker viden om hans arbejde som maler, arkitekt og billedhugger. Men du kan også få indblik i hans liv, hvis du besøger hans gamle fødehjem, der nu danner rammen om en udstilling.

Selvom Toscana er et mekka for historie, arkitektur, gastronomi og kunst, indbyder området også til vaskeægte afslapning. På stranden i Viareggio får du gyldent sand mellem tæerne, og både strand og hav er børnevenligt. Du kan også koble af i de termiske bade i Toscanas sydlige ende. Her kan roen sænke sig over krop og sjæl.

Leave A Comment